• Trygge arbejdsrum og nødplaner for indsatte skal forhindre partnerdrab

    来源: BDK Borsnyt / 22 3月 2024 00:01:13   America/New_York

    Med et altoverskyggende mål om at forhindre partnerdrab og partnervold har Kriminalforsorgen oprettet et nyt behandlingsprogram, der er målrettet vold i nære relationer, for indsatte i landets fængsler. Programmet, der går under forkortelsen Predov, bliver en fast del af Kriminalforsorgens forebyggende indsats for indsatte, som sidder bag tremmer for at have dræbt eller begået vold mod en partner. Det kommer til at have stor betydning for en indsats mulighed for prøveløsladelse, at vedkommende har gennemført programmet. - Noget af det mest effektive er at sige nej til prøveløsladelse. Det vil ikke være et ultimativt krav, men det vil være ret afgørende, om man har gennemgået behandlingen eller ej, siger Kriminalforsorgens direktør, Ina Eliasen. Predov er udviklet af den svenske kriminalforsorg, Kriminalvården. Det bygger på forskning og erfaring med behandling. Det består af 22 lektioner og kan tage mellem to måneder og et halvt år at gennemføre. Sverige har ikke på nuværende tidspunkt fremlagt evaluering af programmet. Men det bekymrer ikke den danske direktør, som ikke mener, at man kan betegne det som et forsøg. - Det kan godt være, at den konkrete behandling ikke er evalueret, men den bygger på metoder, som er effektive i forhold til at forebygge kriminalitet, siger Ina Eliasen. - Vi behandler på samme måde på andre områder, så derfor har jeg store forventninger til det. Programmet, som justeres ud fra den enkelte indsats behov, adskiller sig fra Kriminalforsorgens andre programmer, der typisk er gruppebaseret. Og det er et vigtigt element, mener programansvarlig Trine Bach. - Det kan være tunge og alvorlige ting, der skal tales om, så det betyder meget, at klienten går ind i et trygt arbejdsrum, siger hun. Konkret består programmet af tre faser. Det, der er styrende, er, at den indsatte skal bestemme sig for en bestemt retning, fortæller Trine Bach. - Hvilke værdier kunne jeg godt tænke mig at arbejde hen mod? Hvad er det for et menneske, jeg gerne vil være? Hvad skal være bedre i mine nære relationer? - Så udarbejder vi også en nødplan til akutte risikosituationer, så der er en plan, når man står i situationer, som kan være en trigger, siger hun. Direktør Ina Eliasen lægger vægt på, at Kriminalforsorgen er afhængig af sit samarbejde med andre myndigheder, der ifølge hende også skal gøre noget ekstra. - Vi har de indsatte i en afgrænset periode, og der kan vi gøre rigtig meget, men nogle gange skal der mere til, siger direktøren. Ifølge Trine Bach viser forskning, at de mest drivende faktorer inden for partnervold er jalousi, kontrol, optagethed, lavt selvværd og manglende kommunikationsevner. Hvert femte drab begået i Danmark i perioden 2017-2021 var ifølge rapport fra Justitsministeriets Forskningskontor et partnerdrab. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/samfund/trygge-arbejdsrum-og-noedplaner-for-indsatte-skal-forhindre-partnerdrab
分享